Ny musik betyder egentlig blot musik af nyere dato, men i forbindelse med kompositionsmusik er det en ofte benyttet betegnelse for ny, eksperimenterende musik inden for rammerne af den klassiske musiktradition.
Begrebet er formentlig opstået med den tyske musikkritiker Paul Bekkers foredrag "Neue Musik"[1] (1919) og yderligere udbredt med Adornos bog Den ny musiks filosofi fra 1948. I begyndelsen var ny musik en betegnelse for opgøret med senromantikken til fordel for et atonalt tonesprog (især "Den Anden Wienerskole"), men siden fik det en bredere betydning som den musik der bygger videre på denne musikalske modernisme.
Det indebærer som regel at det er musik skabt af konservatorie-uddannede komponister som opføres i koncertsale bygget til klassisk musik af konservatorieuddannede musikere. Andre betegnelser er "nyklassisk musik", "ny partiturmusik" og "ny kompositionsmusik".
Betegnelsen er blevet kritiseret i de senere år for at være upræcis og for at tage patent på ordet "ny". Desuden, hævdes det, er den samtidige kompositionsmusik ikke så forskellig fra andre genrer som den har været – især i lyset af elektronisk musik, der rummer både uddannede og autodidakte komponister.[2]
Eftersyn Dette afsnit bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed. Alle afsnit herunder er oversat fra den tilsvarende tyske artikel i denne version |
Ny musik kan bruges som et slags sammenfattende overbegreb for en række forskellige kompositionsretninger inden for den "seriøse musik" (ty. "ernste Musik"[3]) i det 20. og 21. århundrede. Musikjournalisten Paul Bekker viste i sit foredrag Neue Musik[1] fra 1919 tendenser i den datidige musikproduktion og udmøntede betegnelsen i det tysksprogede område. Efterfølgende fæstnede begrebet sig ved brug i journalistikken, i den (musik-)videnskabelige diskussion, såvel som ved accept fra komponisternes, musikfortolkernes[4] og ikke mindst modtagernes side. Begrebet fik derved lidt efter lidt en bredere betydning.